Med DEHAWK til Trial Mace X og TESTFIR

Efter at de to første DEHAWK-FU endelig blev leveret i juni måned 2000 var der ikke lang tid inden afgang til Frankrig, hvor udstyret skulle bruges til Trial Mace X (TMX) og Test Firings (TESTFIR), og da vi havde lånt alverdens udstyr fra de meste af flyvevåbnet til dette, er det vel på sin plads med en lille beretning om hvad disse aktiviteter har indebåret. MACE er en flyforsøgsrække, der har som formål at teste EK (elektronisk krigsførelse) selvbeskyttelse af NATO fly. Selv om dette primært betyder en test for fly, må der nødvendigvis være nogle systemer på jorden, som flyene skal beskytte sig imod. Derfor har MACE-forsøgsrækken udviklet sig til at inkludere test af radar EK-modstandsevne på lige fod med det oprindelige mål - EK-beskyttelse af fly. Vores formål med deltagelse i TMX var derfor at se hvad effekt flybårne jammere har mod DEHAWK. TESTFIR er, som navnet antyder, en test af om DEHAWK systemet kan skyde som forventet. I modsætning til andre HAWK-aktiviteter var der ikke nogen bestemt HAWK-enhed der stod for det hele. Begge aktiviteter var ledet af FMK med støtte fra FTK, LVG, HAFD-V, ESK 574, ESK 542,ESK 543, ESK 533, ESK 534 og FOFT. Størstedelen af personellet kom dog fra ESK 534. Udover personellet, der deltog i de enkelte aktiviteter, havde vi et antal chauffører, som "kun" deltog i transporten frem og tilbage. Turen startede fra Karup søndag den 30 juli 2000. På trods af at vi ønskede at køre om dagen startede vi relativt sent. De tyske myndigheder ønskede ikke at vi kom til Hannover før klokken 22.00 på grund af Expo 2000. Efter overnatning i Homberg, syd for Kassel, krydsede vi grænsen til Frankrig, hvor 3 Gendamer ventede på at eskortere os resten af vejen. Det var de franske myndigheder der havde pålagt os eskorten, og det var med lidt bange anelser at vi forsatte mod Metz.Heldigvis viste det sig meget hurtigt at det var en stor fordel med eskorten, da vi selv kunne bestemme farten, og de spærrede for al anden trafik når vi kørte i rundkørsler, ned på motorvej, ind i byer osv.

For at gøre kommunikationen lettere til FLV i Danmark havde vi SATCOM, der muliggjorde telefonforbindelse (både almindelig og secure), netværksforbindelse til FIIN og X-post. Derudover havde vi noget reserveudstyr (1 OC og 1 HPI), reservedele, et antal containere til at have det hele i og selvfølgelig generatorer.

Flyvningen under TMX var struktureret således at der hver dag blev fløjet 8 sorties af ca. 1 times varighed, med fly fra forskellige nationer. I hvert sortie var der et antal runs, som hver især var en indflyvning mod testområdet. Systemerne på jorden havde tilmeldt nogle forskellige "modes", og de flyvende nationer udsendte så "briefsheets" hvor de bestilte "modes", som de gerne ville teste imod, til hver enkelt run i hvert sortie. Man kunne derfor risikere at skulle være "på" til alle dagens sorties, og som den anden yderlighed slet ikke at være i aktion en hel dag. Gennemsnitligt var vi med i 3-4 sorties pr. dag. I alt ca. 35 Sorties og 160 runs, hvoraf de 50 var som reference for andre systemer. Vores arbejde foregik fra to forskellige steder. Selvfølgelig fra siten, hvor vi udover DEHAWK-udstyret også havde en container med rekorderingsudstyr fra FOFT og fra PCCT, hvor vi deltog på et analysehold. På siten skulle vi foretage engagementer i de ønskede modes. Alle runs skulle optages på DV-Cam, data-filer fra DEHAWK-systemet og FOFT´s udstyr. Yderligere skulle operatørerne noterer hvad de havde set. De fleste af disse data skulle hurtigst muligt sendes til analyseholdet via, et til lejligheden oprettet, LAN. Alt i alt var der meget travlt under og lige umiddelbart efter de sorties hvor vi deltog. I PCCT var der opstillet en hel væg med 25 monitorer fra systemerne på jorden. På to af disse kunne vores analysefolk følge med i hvad der foregik på DEHAWK-systemet og efterfølgende debriefe repræsentanter fra de flyvende nationer. De data som systemerne sendte via LAN kunne vises ved hjælp af et særligt program, således at man hurtigt kunne afgøre effekten af den afprøvede teknik. Om torsdagen i den midterste af de tre uger TMX varede holdt vi, sammen med hæren, et "Get-Together-Party", hvor alle deltagende nationer var repræsenteret. Her blev vores gæster "udsat" for hærens fantastiske kok, Gonzo, der diskede op med sandwich, kylling og revelsben. Efter jyske målestok var det "ikke så ringe endda". Vores forventninger inden TMX var selvfølgelig at se hvad det nye system kan præstere i et miljø med kraftig elektronisk krigsførelse, og uden at afsløre for meget bør det nævnes at vi ikke var helt utilfredse da testen var slut. Udover delen med elektronisk krig fik vi for første gang lejlighed til at prøve DEHAWK-systemet operativt gennem længere tid, og her blev der opdaget nogle få uhensigtsmæssige ting, som skal rettes i den nærmeste fremtid.

Dagen før den første planlagte skydning gennemgik vi vores procedurer for alt personel, således at alle var helt sikre på, hvad der skulle foregå under selve skydningen. Vi deltog også i franskmændenes simulering af forløbet, hvor al kommunikation blev afprøvet.

Så oprandt den første skydedag og alle var en smule spændt, nogle mere end andre. Vejret var perfekt med knivskarp horisont. Missilerne ankom til siten og blev lagt på LCHR næsten uden problemer. Der var lige en Loader der begyndte at ryge, men det viste sig at være et mindre problem. Vi kom på "Battle Station" uden væsentlige forsinkelser og dronen blev sendt op næsten til tiden. Dvs. første drone kunne ikke flyve, så det blev nummer to i stedet, men alt blev holdt indenfor planen.

Men så knækkede filmen også. Franskmændene havde store problemer med at styre dronen. Slæbemålet blev ikke sat ud, så vi chekkede radarne på selve dronen, og det var godt nok. Vi fik at vide at dronen ville lande igen, men til vores store overraskelse drejede den ud over havet og landede i vandet. Franskmændene oplyste, at de mente der var fejl på dronen, og de ville undersøge det inden de startede næste drone, hvilket ville tage ca. en time. Mens vi ventede fløj en Fennec frem og tilbage foran os på meget kort afstand. Efter noget mere end en time kunne vi se en Puma-helikopter, der fløj ind i fareområdet for at samle dronen op. Samtidig med at vi fulgte den på EOTS talte vi om at enten vidste piloten ikke at vi havde 8 missiler forbundet og klar til skud, eller også var han meget modig. Det viste sig senere at piloten nok ikke viste hvad der foregik, og at en fransk flight-safty officer havde haft ørene i maskinen. Det lykkedes at tabe dronen to gange inden de endelig kunne flyve væk.

Så begyndte en ny dronenedtælling, men den blev stoppet to minutter før launch på grund af en fiskekutter i området, og vi måtte vente igen. Til sidst var der så kort tid tilbage af skydevinduet at vi ikke kunne gennemføre det vi havde planlagt, og vi blev beordret ud af den lidt over fire timer lange "Battle Station".

Torsdag den 7. september var det så endelig tid til at skyde nogle missiler.

Det øsregnede da vi stod op, og det tegnede umiddelbart ikke for godt. Formiddagen gik med system-udcheckning og pålægning af missiler, og vejret gik fra at være nogenlunde til noget der lignede perfekt skydevejr.

Vi kom på "Battle Station" uden problemer, og efter en mindre forsinkelse kom dronen i luften. Den fløj helt efter planen og satte slæbemålet ud, så vi kunne udføre vores radarcheck og alt var OK. Så drejede drone og slæbemål indad og klokken 13.13.47 blev der trykket FIRE for første gang med DEHAWK-systemet. Missilet fløj perfekt og FCO´en var ikke i tvivl om at slæbemålet var ramt. Efter almindelig jubel over succesen, og at næste drone var sendt op, var det tid at komme videre.

Andet skud forløb som planlagt og ramte "heldigvis" ikke, så vi kunne forsætte med samme drone.

Fjerde skud ramte også slæbemålet, og da vi kun havde planlagt at skyde 5 missiler, blev det besluttet at der ikke skulle skydes mere den dag.

Fredag gik med at analysere de data vi havde opsamlet under skydningen, og derefter var det tid til en velfortjent weekend.

Da vi havde ramt flere slæbemål end forventet opstod der tvivl om vores testopsæt var korrekt, og derfor blev næste skydning udsat en dag, så alt kunne kontrolleres.

Næste skydedag blev derfor onsdag den 13. september, og vi startede traditionen tro dagen med systemudcheckning, hvorefter missilerne ankom til siten.

Droneafskydningen blev udskudt flere gange, men efter en lille times forsinkelse kom vi på "Battle Station" med 12 missiler uden problemer. Efter endnu en lille udskydelse kom dronen endelig i luften, og første skud blev afviklet perfekt. (Det ramte ved siden af J ) Andet skud gik også godt efter vores opfattelse, men lige efter intercept fik vi en melding om at dronen var beskadiget, og et øjeblik efter kunne vi se at den fløj i havet. CEL ville undersøge dronen inden næste launch, så vi satte LCHR i "Safe". Efter en rum tid viste det sig at dronen allerede var begyndt at tabe højde inden missilet nåede derud.

Franskmændene var helt klar over at vi ikke var tilfredse, og derfor var der planlagt to skydevinduer om torsdagen. Dagens første skydevindue var nærmest et dobbeltvindue, men ved hjælp af efterhånden vanlig fransk snilde fik vi kun skudt tre missiler. I både første og andet skud blev slæbemålet ramt, og i tredje skud viste det sig at dronen havde problemer med at manøvrere i stor højde. På trods af dette var LCHR-svendene godt tilfredse med at have udført en reloading efter der var skudt på alle tre arme. Den ene arm på LCHR 1 var blevet beskadiget, så vi besluttede at undlade at forbinde missilet på den ved næste skydevinduet, for at undgå yderligere skade.

Dagens andet skydevindue startede så sent, at det kunne ende med at blive næsten mørkt inden vi skulle skyde. Derfor blev der sat lamper op ved alle LCHR. Desværre var der nogle kuttere, der mente at de skulle fiske inde i fareområdet, og da franskmændene tilsyneladende ikke gjorde noget ved det, endte det med at vi måtte kalde det en dag.

Det var lidt paradoksalt at være skuffet over kun at have skudt tre missiler, når man tænker tilbage på ASP på Kreta, hvor man skulle være heldig hvis man fik lov at skyde et missil.

Fredag var det sidste chance for at skyde. Efter alle de kedelige oplevelser var der ikke meget optimisme fra morgenstunden, der i øvrigt var noget tidligere end normalt. Vi måtte desværre melde os på "Battle Station" uden LCHR 2, da den havde tekniske problemer, der ikke umiddelbart kunne løses. Missilerne blev liggende på Loaderen, så vi kunne genlade hvis det blev nødvendigt, men der var vist ingen der rigtigt troede på at det ville blive aktuelt.

Så skete der ellers noget. Vi skød to skud fra LCHR 1 og et skud fra LCHR 4, og det var først ved tredje skud at slæbemålet blev ramt. Samtidig med at første drone landede blev den næste sendt op, og inden for de næste 25 minutter skød vi to skud fra LCHR 4 og to skud fra LCHR 3, alle mod samme slæbemål.

For første gang landede dronen efter planen pga. manglende brændstof. Der blev udført re-loading på LCHR 4, mens vi var på "Battle Station" (dog med alle LCHR i "Safe"). Det var ret flot at iagttage "myreturen" der klargjorde LCHR med nye "retaining studs", "shearpins", "blasttape" osv, og efter 19 minutter var LCHR 4 "Clear and Ready", og vi kunne melde os klar til næste drone. Dronen blev sendt i luften, og i løbet af en halv time havde vi skudt det sidste missil på LCHR 3 og alle tre på LCHR 4.

Undervejs kunne vi se at der var endnu et run i dronen, så efter en kort rådslagning, besluttede vi at der skulle løbes drill på det sidste missil på LCHR 1 når LCHR 4 var skudt tom. Desværre manglede vi 30 sekunder i sidste ende, så alle anstrengelser var forgæves.

Så var festen jo ligesom forbi, og da siten skulle rømmes inden lørdag morgen, gik vi i gang med at pakke sammen. Det gik over al forventning, hvilket nok skal tilskrives at humøret var højt efter de 11 skud, samt at vi havde en fransk kran til at hjælpe os med at løfte containere på lad, så stik imod vores forventninger var alt, på nær de små biler, pakket omkring klokken 20.00.

Det er vel næppe en hemmelighed at HAWK-skydninger altid sluttes med et "Missile-Away-Party", og vi gjorde heller ikke nogen undtagelse efter TESTFIR, så lørdag aften mødtes hele holdet til en "lille" fest, hvor der blev holdt taler, uddelt gaver osv.

Som tidligere nævnt havde vi forventet at bruge tre skydevinduer, omkring 4 slæbemål og 25 HAWK-missiler. Det endte med at vi brugte flere skydevinduer, flere slæbemål og der faldt to droner i havet. Problemerne med droner og skydevinduer var heldigvis noget franskmændene tog på deres kappe, og de 20 missiler, vi fik skudt, var tilstrækkeligt til at lave en analyse af skydningerne.

Mandag den 18. september kørte vi mod nord igen. Turen hjemad gik uden store problemer. Vi måtte dog efterlade vores kran på en amerikansk base i Tyskland, da bagtøjet på den begyndte at tabe olie.

Torsdag den 21. september kunne vi køre ind på 534´s site i Karup og officielt erklære vores deltagelse i TMX og TESTFIR for overstået. Dette var nu en sandhed med modifikationer for der forestod et stort oprydningsarbejde hvor alt lånt materiel skulle afleveres.